Foderbrættet – Pølsevognen anno 2015

Foderbrættet på Vesterbro

Selvom navnet ”Foderbrættet” ikke siger så meget om, hvad der er på menuen, så opsummerer det alligevel meget godt, hvad det handler om – det handler nemlig om, at fodre folk af, inden de flyver videre. Og præcis som på et almindeligt fugle-foderbræt, så er det ikke ligegyldigt, hvad man serverer, hvis man gerne vil have, at kunderne vender tilbage efter mere.

Slatne syltede agurker, røde pølser og pølsemester?

På dette foderbræt er det den klassiske hotdog, der er i centrum – og måske er den alligevel ikke så klassisk. Der er nemlig ikke meget ”slatne syltede agurker, røde pølser og pølsemester” over denne forholdsvis nye restaurant på Vesterbrogade og de byder da også på noget så hipt som gourmet-hotdogs, cocktails og champagne. Allerede udefra er man heller ikke i tvivl om, at stedet appellerer til de unge og smarte. Og man bliver ikke mindre overbevist, når man kommer ind – stedet byder på hip rå indretning og svag belysning. Når man møder de unge tjenere er man et øjeblik i tvivl om, hvorvidt man er trådt ind til den årlige tattoo messe. Man lad dig ikke narre – bag dette måske lidt rå og uden tvivl hippe ydre gemmer der sig en hyggelig restaurant, hvor servicen er i top, maden noget helt særligt og med en stemning, så man har lyst til at blive hele aftenen.

Hotdog, hotdog, hotdog

Hotdog, hotdog, hotdog

Og man har hørt så meget om denne 2015-udgave af en pølsevogn, at man naturligvis blev nødt til selv at prøve det. Det overordnede tema ligger fast – hotdog hotdog hotdog og de anbefaler tre af slagsen og eventuelt suppleret med en sideorder, også kaldet Bar-Bites, der denne gang stor på lækre onion-rings og sprøde fries. Dernæst skal der vælges gourmet-hotdogs, hvor det er helt åbenlyst, at der er kælet længe for detaljerne – kun fantasien sætter grænser. Valget står mellem ti forskellige gourmet-hotdogs alle pakket ind i et luftigt hjemmelavet brød – der er i høj grad noget for enhver smag. Denne aften falder valget på Fried Chicken: lækker crispy indbagt kylling toppet med pickled pepper chutney og chili cheesecreme og Russisk hotdog: pølse lavet af svinekød toppet med russisk salat med friterede gulerødder og stegt æg. For selvom de anbefaler 3 og lysten bestemt var der, så må man nogle gange kende sine begrænsninger.  Men uanset hvor mange der er plads til, så er en middag på Foderbrættet noget helt særligt og kan varmt anbefales. Og der er ingen tvivl om, at de har fundet frem til det helt rette foder, så kunderne uden tvivl kommer tilbage gang efter gang.

Der er dem, der vedholdende påstår, at man ikke skal ændre ved eller endnu værre ødelægge en klassiker, men når man som på Foderbrættet gør det så gennemført og velsmagende, så vil det være en langt større synd at lade være.

Skriv et svar