Petit Paté – men med stor charme

På en helt almindelig tirsdag, hvor solen skinnede over Frederiksberg – næsten som den gør i Sydfrankrig – gik turen mod den nyligt åbne Petit Paté på Godhåbsvej. Allerede inden kl. 19, var de små caféborde uden for fyldt op, så vi blev anvist til et hyggeligt bord for to næsten bagerst i restauranten. Stilen er moderne på den franske måde med en blanding af rødvinsflasker i alle størrelser, smukke lamper, træborde og træstole i flere afskygninger samt hyggelige billeder på væggene. Minimalistisk på den fede måde med et tvist af fransk landhygge.

At restauranten er nyåbnet kunne man måske lidt mærke på betjeningen. Lad mig først slå fast, at betjeningen bestemt ikke var dårlig, men kan alligevel ikke lade være med at bemærke, at vi sad ganske længe, inden vi fik menukort – det var nu tydeligt at se, at de to tjenere havde travlt, så en ekstra på vagt ville have gjort en kæmpe forskel. En meget imødekommende og venlig betjening gjorde dog, at aftenen var yderst vellykket – og toppet med en “undskyldning for den lidt sløve betjening” gjorde alt godt igen.

Det er aldrig nemt at besøge en restaurant, hvor man ikke rigtig kan finde noget, som man kan lide eller har lyst til. Men det kan dog være næsten lige så slemt, når man har lyst til det hele – det er dog en trøst, når man efter en lang gennemgang af menukortet, hvor det var næsten umuligt at vælge mellem et hav af interessante retter, endelig fortog sit valg for derefter at konkludere – “jeg må bare komme tilbage snart og prøve de andre retter”.

Denne gang faldt valget således på jomfruhummer med skalotteløg, grønne ærter, spinat og sherry til forret – én portion til deling, var ganske passende og retten var meget lækker. Dertil dejligt brød – mange siger, at vi ikke kan lave brød som i Frankrig – men det går nu ganske godt for folkene på Petit Paté. Derefter sprang vi ud i en af de to hovedretter, som kan bestilles til deling. En yderst veltilberedt mør landkylling med sprødt skin. Dertil lækre små kartofler med smør og toppet med cæsarsalat. Der var rigeligt til to personer og retten kan klart anbefales – ikke så tung som oksekød, men stadig fuld af kraft, saft og smag.

Ikke at forglemme blev aftenen fuldendt med en meget lækker rosé – solen skinnede og den sydlandske stemningen var i højsæde, så det var et helt oplagt valg og klart på sin plads med rosé. Og det var bestemt ikke en dårlig beslutning – den var yderst lækker og kold inden maden blev serveret og stod samtidig godt til de valgte retter.

Alt i alt en rigtig dejlig fransk aften med lækker mad, dejlig vin og hyggelige omgivelser. Det kan ikke vare længe, før turen går retur til det lille franske sted på Godthåbsvej.

Skriv et svar