Tid til Nordens Vildeste Fest – Copenhell 2017

skal du med til copenhell 2017

Så er det snart tid til COPENHELL igen. Måske kender du festivalen? Det er i hvertfald Danmarks største rock- og metalfestival. Siden begyndelsen i 2010 har den hvert år samlet tusindvis af metalfans fra både ind- og udland i København. Det er Refshaleøen, der danner rammerne om 3 dages helvede på jord. De rå og industrielle omgivelser står som perfekt baggrund til det brutale decibel-bombardement fra COPENHELLs i alt 3 scener. Du kan læse meget mere om festivalen på COPENHELLS hjemmeside copenhell.dk, hvor vi også har fået vores oplysninger fra.

Hvis du ikke har fået billet, så kan du faktisk lige nu vinde billetter til 2017’s fedeste og ondeste koncertoplevelse. Billetterne er ved at være udsolgt, så det kan være lige præcis din mulighed for at komme med til COPENHELL 2017.

Formålet med COPENHELL

COPENHELLs formål er at skabe en festival, der præsenterer et interessant kvalitetsprogram for publikum hvert år. Her kan både opdages nyt og headbanges til udødelige klassikere. Herudover gøres der store anstrengelser for at give publikum en unik totaloplevelse fra sekundet, hvor de går igennem helvedes porte. Der er legendariske fester i ølteltet Biergarten, og COPENHELL bugner med underholdning, ond kunst, djævelske hangouts og forvreden metal på festivalpladsen – alt det, du ikke får andre steder.

Med blot 7 år på bagen er COPENHELL allerede blevet til en tradition for mange metalfans. Det gælder ikke mindst uden for landets grænser, hvor rygtet om tordenen fra nord spreder sig som en virus. På sigt skal COPENHELL blive en af Nordeuropas førende metalfestivaler. Derfor laves COPENHELL også udelukkende af rock- og metalfans – til rock- og metalfans!

COPENHELL er også en københavnsk byfestival

COPENHELL er en ligeledes en københavnsk byfestival. Den finder sted på Refshaleøen, der ligger i Københavns havn. Fra hovedstadens centrum er der 10 minutter på cykel til festivalpladsen. Det gør således COPENHELL til den eneste europæiske metalfestival centralt beliggende midt i en storby. Festivalens gæster overnatter derfor hovedsageligt i lejligheder og på de mange hostels og hoteller beliggende i nærheden af festivalpladsen. Omvendt kan man også bo i telt lige op til helvedes porte på selve Refshaleøen. COPENHELL tilbyder flere forskellige former for camping med byens bedste udsigt til vandet og blot få minutter fra festivalpladsen og scenerne.

Du kan se lineup på COPENHELLs hjemmeside, og der er mange fantastiske navne. Guns N’ Roses kommer jo også til Danmark, men det er dog først i ugen efter:

En unik festivalhistorie om metal

Herunder kan du se kortfilmen Mænd & Metal, som handler om tiderne med det gamle B&W og om COPENHELLs indtog på området:

COPENHELL afholdes på det gamle B&W-værft på Refshaleøen i København hvert år. I over hundrede år er der ellers blevet fremstillet skibe og kraftige dieselmotorer her. De monumentale haller rejser sig stadigt faretruende over pladsen af ubrydeligt beton. De hærgede jernbanespor ud til dokken vidner om de kolossale metalmonstre, der frem til 1996 blev bygget af en arbejdsstyrke på ikke mindre end 8.000 mand.

I dag er det en anden slags metal, der smedes på Refshaleøen og COPENHELL. Det er stadig helvedes hedt, tonstungt og uregerligt som en supertanker i havsnød, og ligesom dengang bliver pladsen også nu bragt til live af ild, lyd-infernoer og lidenskaben fra flere tusind dedikerede metal-tilhængere.

Skriv et svar